Er det godt eller skidt at den modkultur som nu hærger København på 3. nat bare handler om at være i mod? Bare fåkin i mod?
Er vi kommet så langt ud at det eneste der er at kæmpe for er retten til at være i mod?

Jeg kan ikke afgøre, om jeg syntes at de unge, aktivisterne eller hvad vi skal kalde dem, kæmper en vigtig kamp, eller om vi har nået grænsen for den form for manifestationer - for better or worse - og at deres manifestation derfor helt uden begrundelse. Jeg mener, enhver form for modkultur skal bevæge sig fremad ved at skabe sin egen legitimitet, der skal vel være et budskab og gerne en drøm om noget bedre. Ligesom tidligere tiders bevægelser har haft et motiv, en sag, et ideologisk udgangspunkt som var andet end en dyb selvoptagethed, som nu udmønter sig i at man er i mod det at være med. Har de stenkastende ildspåsættere præsenteret et godt argument for at smadre rundt i byen? Hvad er det der adskiller de her bøller, fra nynazister eller hooligans og andre former for kulturelle manifestationer som vi med god ret holder i kort snor?

Jo, vi skal have fristeder som ungdomshuset i vores samfund, det er der ingen der benægter. Vi skal have plads til det anderledes, vi skal have alternativer som virker uden om fladskærms-, fadbamse-, firehjulstrækker og friværdi-Danmark. Men jeg mangler at se kunne en dybereliggende motivation og den overordnede strategi, det kan godt være denne ligger udenfor rækkeviden af det eksisterende reglsæt - men der skal vel for helvede være et argument. Det finder jeg ingen steder! Hvad er det for nogle værdier som forsvares ved at smadre et gymnasium. HOLD NU OP. Find på noget bedre. Kom ud af kampen og ind i livet.

Det kræver vist en ny poll.